Lanai – en af de to mindst befolkede øer i Hawaii, som ligger ud for Maui. De fleste der bor på øen arbejder på Maui, og der er dagligt flere færgeafgange.
Jeg hoppede på færgen klokke 0915, efter at have købt mig en Cafe Latte hos “Bad ass Coffee” ved Lahania Harbour – det vokser på mig det der Hawaii-kaffe 🙂
Sejlturen på godt 45 minutter gik fint, ingen søsyge!
Når færgen lægger til kaj, holder der allerede shuttlebusser til at tage én rundt til de seværdigheder øen byder på;
- ByEN
- Stranden
- Vandrestien
- Lanai´s cat Sanctuary (kattehjem!)
Udover de 4 hovedseværdigheder byder øen på nogle fantastiske steder at snorkle og dykke – siger rygtet. Jeg glemte mit snorkel-udstyr i bilen på Maui, så…
Byen er nem at overskue – cafe, posthus, apotek, galleri, museum og park.
Spiste morgenmad på “Blue Ginger Café” – en RIGTIG amerikansk café med blåternet plastikduge, tonsvis af gamle billeder på væggene, skæve rustne stole med nappa på sæderne og en hygiejne som ikke ville give noget nær en smiley i DK.
Var en anelse skeptisk omkring at tage bestikket i munden, og drak da også min æblejuice med sugerør, men Lonely Planet anbefaler stedet med sætningen “Don´t worry all the care goes into the food, not the decor…” og flere af bordene var optaget af lokale, hvilket jo altid er en god indikation.
Maden smagte upåklageligt! Og her i skrivende stund kan jeg – 7-9-13 – skrive, at jeg ikke er blevet syg af at spise maden eller tage bestikket i munden 🙂
Skulle der mod forventning ikke være pyntet op til jul i New York, så er jeg dækket ind nu 🙂
Med fare for for alvor at bliver stemplet som “The crazy cat lady” valgte jeg at tage shuttlen ned til stranden og ikke kattehjemmet – der jf, Lonely Planet huser hundredevis af herreløse katte.
På vej i shuttlen faldt jeg i snak med et ældre ægtepar fra Australien – Jules og Erik-like the viking…
Vi hoppede af shuttlen ved øens eneste hotel “The Four Seasons” (knap 7000kr pr. overnatning), gik forbi poolen, ned til stranden og tog en dukkert.
Erik spurgte om min nationalitet og ved svaret Dansker åndede han lettet op “puhaaa det var godt, jeg troede du var amerikaner – dét er nogle forfærdelige mennesker!”
Sådan, så var den lukket – bum! 🙂
Tilbage på Maui besluttede jeg at spise aftensmad tidligt og holdt ind ved “Aloha Mixed Plate” for at prøve ægte Hawaii-mad. Og endte med en Loco Moco (som skal læses på Hawaiian og ikke spansk!)
Loco Moco – ris og hakkedrenge overhældt med brun sovs og derpå to spejlæg. Smagte fint, men ingen tårnspringer.
Jeg havde sat mig i baren – længst væk fra alle andre dér, da planen var at læse min bog mens jeg spiste. Men det skulle en kvinde fra Florida med voldsomt store fabrikerede bryster ændre alt ved… denne kvinde vidste ALT!
“Hvor er du fra?” Lidt kort for hovedet svarede jeg naturligvis Danmark… “Årrhh ja det er du, jeg vidste det med det samme at jeg hørte din accent, jeg har nemlig været i Amsterdam…” prøvede at rette hende ind på sporet – København er hovedstad i… “Ja jeg ved det København er Amsterdams hovedstad…”
Jeg opgav, og hun snakkede i et væk “bor her… rejseagent… har mand og 3 børn… min mand tjener pengene… Molokai er dødsyg… her kan du ikke snorkler der er hammerhajer… kun dårlige steder af surfe her…hash er fantastiske.. jeg ryger tit… min far røg indtil han døde… i Frankrig spiser de løgsuppe… Spanien ligger lige op af Portugal… virkelig fedt at møde dig… hej hej”
Så sad jeg dér og måtte give Erik-like the viking ret! Selv bartenderen gav uvidende Erik ret… Bartenderen sagde “nu er det ikke fordi jeg lyttede til jeres samtale MEN… Molokai er himmelsk! Du kan sagtens snorkle lige herude, jeg gjorde det i morges, Maui har nogle fede strande for surfing… så du skal ikke lytte til hende.. men tak fordi du reddede mig fra hende, jeg skylder dig! :-)”
Road to Hana
Vejen til Hana er en lang, snoet, primært ensporet, vej med et hav af hårnålesving, små broer, regnskov, lava og vandfald – en i Danmark såkaldt Margeritrute. For at kunne nyde turen lidt mere valgte jeg at købe en guidet tur i en 12-personers bus, hvoraf 2 af de andre var fra Australien og resten fra USA-main land – heldigvis viste de sig alle at modbevise Erik 🙂
Road to Hana kan ikke rigtig beskrives, det SKAL opleves. Og når man så er dér må man ikke snyde sig selv for bananbread hos “Aunt Sandy´s”. Bananbread er i virkeligheden det vi kalder banankage og har aldrig set skygge af brød, altså bortset fra melet i kagen.
For 7,5 USD får man et stort “brød” varm banankage og en cola 🙂
Bemærk den gravko vi mødte på den ensporede grusvej på en klippeside – der bliver hvinet lidt i bussen, da “Debra” satte bussen i backgear og vinkede gravkoen frem til at mødes i det bredde sving.
10 timer undervejs og så endte vi næsten for enden af regnbuen 🙂
Rejsende tante Cat 