Havde ikke tænkt den tanke at der var andre turister på Molokai end mig – lidt ego er man vel – og derfor ikke booket en bil på forhånd, så endte op med en 7-personers Dodge minivan 100usd for et døgn uden obligatorisk skat og forsikring – så kan jeg lære dét! Men heldigvis ingen grund til at bruge penge på en gps, der er 2 – TO – hovedveje på øen, én langs sydkysten og én som krydser over til et udkigspunkt midt på øen på nordsiden. Så burde selv jeg kunne finde rundt…
Fra udkigspunktet på nordsiden har man kig over til Kalaupapa – der i sin tid blev brugt til at isolere de spedalske på øen, charmerende. Ved siden af byen ligger Kaohako crater, hvori der er en sø som er 248 meter dyb. Under indflyvningen til Mokolai fløj vi hen over krateret. Hvilket filmen ikke rigtig viser, men den viser da øen 🙂
Den helt store hovedattraktion på Molokai er muldyrsridning langs krater-kanter og gennem nationalparken, igen var jeg for sent ud og der var ingen ledige ture – så bookede i stedet en snorkle tur.
Note to self – man kan altså godt slappe FOR meget af i Hawaii.
En anden attraktion er “twin falls” som ligger i den østlige ende af øen, langs den sydlige kyst, så jeg satte kursen. Noterede mig mit hotels beliggenhed da jeg trillede forbi… Det meste af sydkysten byder på bounty-strande med lækkert vand.
På det håndtegnede kort jeg fik ved biludlejeren kunne man godt se at vejen bugtede lidt på vej op til Twin Falls, meeeeen jeg var alligevel ikke forberedt på endnu en vej ala “Road to Hana”
Lad mig sige det sådan her, kan man hakke af ved nogle af disse, så skal man ikke tage på denne tur
- Højder er ikke lige mig
- Jeg bliver nemt køresyg
- Jeg lider lidt af klaustrofobi
- Jeg er voldsomt dårlig til at bakke
- Jeg vil vide hvad der gemmer sig bag næste sving/hjørne
- Natur og vandfald sige mig ikke noget
og slet ikke alene… Tænkte et par gange undervejs at skulle dét ske, så havde det været rart med én man kunne holde i hånden i bedste Thelma & Louis-stil mens man fløj ud over skranten. Som den kloge kan regne ud, skete der naturlivis ikke noget, og både bilen og jeg kom ned i normal højde uden skrammer.
Beslutter man så nu for at de sølle punkterne dér ikke bliver et problem, så vil jeg foreslå at man tager afsted tidligt så man kan nå frem og tilbage i dagslys, og så lige sørge for ikke at drikke for meget – der er ingen toiletter undervejs og turen tager måske 2-3 timer hver vej. Selv gav jeg op næsten fremme da jeg godt kunne se på solnedgangen at det ville blive svært at nå ned igen, uden at skulle køre i mørke.
Turen bar præg af en masse gule skilte og naturligvis en udsigt af rang! Bemærk skiltet “one lane bridge” – lidt unødvendigt eftersom, at der kun var ét spor hele vejen med enkelte steder undervejs med en lille holdeplads, så to biler kunne passere hinanden.
Hvis man finder en lup frem og kigger godt på det sidste billede vil man i midten kunne se et vandfald og til venstre for dét toppen af nummer to vandfald – “behold The Twin Falls” 🙂
Cirka 2/3 oppe af vejen kan man leje sig ind i en feriehytte (billedet af huset med den grønne veranda) men så skal man vist virkelig kunne lide at være “alene-hjemme”, i solstrålen på verandaen lå en vagthund og snork sov 🙂
Undrede mig en del over, hvad folk som bor halvanden times kørsel ud af snoet vej mon laver, den ene beboer har besvaret dette ved at lave et hegn af tomme sprutflasker 🙂 🙂
Hotel Molokai viste sig at være et yderst hyggeligt hotel, bygget som små hytter. Min hytte gemte på en kæmpe seng! Lidt trist jeg kun skulle sove dér en nat.
Spiste middag på hotellets restaurant, helt ud til vandkanten, i måneskin 🙂
Næste morgen stod jeg igen-igen tidligt op, pakkede, tjekkede ud og kørte til molen hvor vi sejlede ud for at snorkle med skildpadder – det vrimlede med dem! Og delfiner, dem så vi dog kun på lang afstand, men under vandet kunne man høre dem “knirke”.
En af de andre der også snorklede så en hvidtippet revhaj, som hun selv sagde “det var så fedt jeg tænkte århhhh der er en haj….. nano sekund… shiiiit dér er en haj! Og så svømmede den væk”. Vi andre ledte – med lige dele spænding og frygt – efter dén men uden held.
Vel på land igen hastede jeg i lufthavnen og fløj til Honolulu, hvor jeg i skrivende stund sidder på terrassen på den Japansk familie ejede kro, hvor jeg skal være indtil turen går til New York om 8 dage. Har aldrig i mit liv set så mange ting og nips på ét sted 🙂 Familen har 4 hunde – to små sorte bulldogs af en art, en kæmpe Skt Bernhard og en lille sort hund af en mig ukendt race. Hundene og deres ejere virker yderst glade for gæster – så det tegner godt 🙂
Efter jeg var landet igår aftes gik jeg ud for at spise, havde cravings efter butter chicken og til alt held ligger der en indisk som kroen anbefaler kun 15 minutters gang væk.
Jeg bestilte naan, butter chicken og raita. Samtidig med at jeg fik min mad var et stort bord på 10 voksne og 3-4 børn på skødet ved at pakke deres rester ned i “doggy-bags”, jeg så at “min” tjener gav dem en frisk skål med raita til at pakke ned.
Min raita måtte jeg lede længe efter, og efterspurgte den hos en tjener der hastede forbi. “Min” tjener kom hen til mig og beklagede han havde ledt “everywhere” for min raita uden held, i mit stille sind tænkte jeg at i køkkenet ville have været nok at lede efter den… Han havde spurgt sin manager og de var desværre løbet tør.
Når man spiser alene har man ekstra god tid til at studere hvad der sker på de andre borde – kald det snage om man vil 🙂 Og jeg bemærkede da også at køkkenet igen havde fået raita på menuen da 3-mands bordet ved siden af fik deres mad… ja ja nuvel jeg overlever nok uden raita!
Fra jeg fik min mad serveret til jeg lagde bestikket fra mig for sidste gang, observerede jeg – med stor glæde – en afrydder rydde bordet efter det store selskab.
Som tidligere tjener må jeg lige indskyde det var den slags borde man var knap så begejstret for at rydde af – mad, servietter, glas, service over alt, inklusiv på gulvet som så skal stables og bæres ud i køkkenet….
På ægte amerikansk vis havde denne afrydder en kæmpe stor vaskebalje med ind i restauranten, så reelt set burde det have taget nul-komma-nul at få de borde ryddet og tørt af og så alligevel ikke… Det var et studie i selv sig at se hvor langsomt han formåede at arbejde – en serviet, kigge på den, lægge den ned i baljen, samle den op, kigge på den, lægge den ned i balje et nyt sted og så fremdeles…. da han endelige havde fået smidt alt ned i baljen i en bunke af syndigt rod uden system tørrede han 3 ud af de 5 små borde af og gik, for “aldrig” at vende tilbage igen. Hele denne seance tog vel omkring 15-20 minutter – igen dén var nok slet ikke gået på en restaurant i Nyhavn eller noget andet sted i DK 🙂
Men maden smagte upåklageligt og opfyldte mine cravings! Måske lidt for meget koriander for min smag…
Super kloge mennesker – eller i hvert fald mennesker beriget med ét særligt ekstra gen mere end de 80 andre % normalt begavede 🙂 – kan ikke lide smagen af koriander!
Behøver jeg i øvrigt at fortælle at de naturligvis forsøgte at tage penge for den raita jeg aldrig fik. Heldigvis havde jeg kontanter… 🙂
Rejsende tante Cat 