Kauai er den nordligste beboede ø i Hawaii. Øen er nok mest kendt for at være film-kulisse for en lang række film, bl.a. Avatar, Jurrassic Park, Pirates of the Caribbean og Blue Hawaii med Elvis.
Man kan opleve øen ved at vandre, ro i kajak, zipline (kabler man glider ned af iført en sele) og tage ture med forskellige slags helikoptere.
Hjemmefra var min plan en kombineret tur med både vandring, kajak og zipline om formiddagen og så en helikoptertur om eftermiddagen.
Pga. “hul i hovedet” måtte jeg droppe zipliningen, da det ville være for vildt. Fremme ved kajak firmaet kl 7 i morges skulle det viser sig at jeg også måtte droppe kajak og vandring. Det havde regnet voldsomt i nat, og guiden sagde, at turen ville være meget glat og de fleste steder med mudder i ankelhøjde. Plus at grundet den våde sti ville turen tage længere tid end normalt.
I stedet gik jeg langs vandet, til jeg fandt en enlig liggestol ved siden af et helligt stykke jord med udsigt over havet. Dér lagde jeg mig med min bog indtil det var frokost tid.
Efter frokost var det tid til helikoptertur – 65 minutter i en Hughes 500, som er uden døre.
Det er måske det bedste jeg nogensinde har prøvet, og samtidig det mest frygtindgydende… vaklede hele tiden mellem at skulle tisse i bukserne af fryd og af skræk – gjorde dog ingen af delene 🙂
Jeg lader billederne og videoerne tale for sig selv…




Det var alt for i dag 🙂
Jeg skylder dog at skrive om igår, da jeg var ved Pearl Harbor og i forgårs, hvor jeg var ved Nordkysten og så World Cup i surfing – men det må I får i morgen, nu er det sengetid. Sidste nat i min japanske prinsesseseng 🙂
PS. Med i helikopteren var naturligvis piloten, og så et ægtepar fra Californien. Som – naturligvis, de er jo fra Californien – begge surfer. Kvinden havde et stort ar hen over venstre kind fra en gang hun fik mandens board kastet i ansigtet af en bølge. Så sad vi dér på bagsædet – to ligesindede 🙂 🙂